|
Yoga betyder ”at forene” (det fysiske, mentale og spirituelle væsen).
Klubben tilbyder forskellige former for yoga, men fælles for dem er, at du ved at træne yoga
regelmæssigt vil få en stærk og smidig krop, dit velvære og energiniveau øges og du vil i det
hele taget opleve en større balance både fysisk og mentalt.
Yoga retter op på de ”spor” dagligdagens stress og jag påfører krop og sind. Kroppen belastes og
bruges ofte mindre hensigtsmæssigt i dagligdagen, f.eks. ensidige bevægelsesmønstre både på arbejdspladsen
og i fritiden – for slet ikke at tale om den negative stress vi alle fra tid til anden oplever i vores travle
hverdag. Dette påvirker vores livskvalitet og desværre i alt for mange tilfælde i negativ retning, hvilket
viser sig i form af muskelspændinger, hæmmet bevægelighed, hovedpine, nedsat energiniveau osv. – ja listen er lang.
Alt for ofte fokuserer vi ikke på vores åndedræt – det er
bare noget der sker automatisk. Sammen med vores kost ernærer
åndedrættet alle kroppens milliarder af celler og hjælper dem med at
udføre ”deres job” optimalt. Åndedrættet spiller en primær rolle i yoga – de
dybe indåndinger, som ernærer, og de lange udåndinger, som udrenser
kroppen. Udbyttet mærkes med det samme i form af øget energiniveau
og velvære.
Yoga er for alle
Umiddelbart er mange af den
opfattelse, at yoga kun er for kvinder. Det er i højeste grad en
misforståelse.
Yoga er for alle – også mænd og ældre. Yogaen tilpasses den individuelle udøver. Dvs. at den samme øvelse har
forskellige sværhedsgrader – så den lidt mindre trænede udøver ikke får for store udfordringer og den lidt mere
trænede udøver ikke får for små udfordringer, hvilket sikre at udøvernes styrke og smidighed udvikles på en sund
og progressiv måde.
Læs nedenfor om de forskellige yogaformer, begynderkurser, niveauer etc., og hvis du bliver i tvivl
eller har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til daglig leder og yogainstruktør Ulla Nielsen på tlf. 2463 1810.
Yin Yoga
Yin Yoga (YY) er en stille, dyb og meditativ yogaform, hvor målet er at få kroppens bindevæv til at give sig og
blive strakt ud. Vi har bindevæv i hele kroppen, men især omkring leddene kan den naturlige sammentrækning af denne
lidt seje type væv modvirke, at vi har den fulde bevægelsesfrihed. YY vil smidiggøre og ”åbne” dine led, ligesom
ophobede affaldsstoffer i kroppen generelt og i leddene specifikt udrenses.
Bindevævet ændres ikke særlig meget ved korte, muskulære stræk, så for at komme i dybden arbejder YY med stræk
holdt igennem længere tid. Den største effekt opnås ved regelmæssig træning, og i timerne vil du lære en række
yoga-stillinger, som du kan arbejde med på egen hånd. For at maksimere effekten af stillingerne anvendes musklerne
i mindst mulig grad; stillingerne er derfor ofte meget afslappede, men effekten kan mærkes næsten med det samme,
og du vil typisk forøge bevægelsesfriheden i hofter og ryg mærkbart inden for kort tid.
Ofte benyttes træningsredskaber som bælter, puder og blokke. Praksis afsluttes med 10-15 min. dybdeafspænding.
YY kan stå alene som ”motionsform”, men det er i høj grad et anbefalelsesværdigt supplement til klubbens andre
tilbud som Ashtanga yoga, karate, kickboxing og vægttræning. – og selvfølgelig enhver anden motionsform,
herunder løb og golf.
Yin Yoga trænes om torsdagen kl. 16.30-17.45.
Yin Yoga workshops
Yin yoga workshops afholdes her i klubben ca.
hver anden måned (se separat plan), typisk lørdage kl. 10.00-12.00,
hvor der vil være et tema – f.eks. øvelser for hofte og ryg. Du skal
tilmelde dig på listen, som hænger uden for yoga-salen, og
workshoppen koster kr. 50, som betales på dagen. Disse workshops
henvender sig til alle VKKC-medlemmer.
Ashtanga Yoga
Ashtanga Vinyasa Yoga (AY), som det
rettelig hedder, betyder: ”Ashtanga” =
8 grene (limbs); ”Vinyasa” =
bevægelse med åndedræt; ”Yoga” = forene. AY er udviklet af den nu afdøde Sri K. Pattabhi Jois.
AY kunne også kaldes ”yang yoga”, da den sammenlignet med ”yin yoga” er mere dynamisk, og stillingerne holdes ikke
i så lang tid. AY er forholdsvis fysisk udfordrende yoga med synkronisering af åndedræt og bevægelser,
og den er yderligere karakteriseret ved, at det er den samme serie af stillinger, som udføres hver gang –
en slags meditation i bevægelse. Ved hjælp af kontrolleret åndedræt og kropslåse under bevægelse fra stilling
til stilling skabes en indre varme, som får dig til at svede meget, og den er rensende og stimulerende for led,
muskler, organer og alle kroppens systemer. Samtidig giver træningen et stort fysisk og mentalt velvære.
AY kræver en indsats med et tilsvarende stort udbytte og ved regelmæssig træning opnås en let, smidig og stærk krop.
AY omfatter 6 serier i alt – her i klubben undervises i den første serie (Primary Series).
AY kan trænes som separat ”motionsform” eller
kombineres med en af klubbens andre aktiviteter – herunder Yin yoga
og er et excellent supplement til næsten alle motionsformer.
Ashtanga Yoga intro
Introduktionen henvender sig til begyndere – dvs. nye yoga-medlemmer; andre medlemmer i klubben, der træner en anden aktivitet (karate, kickboxing, vægttræning); personer som måske tidligere har trænet AY og ønsker at få en repetition før de starter på et af holdene.
Introduktionen afholdes ENTEN over 4 tirsdage (kl. 16.30-17.45) ELLER afholdes på 1 dag (typisk en søndag kl. 10.00-15.30). Du kan se dato(er) for næste introduktion på klubbens aktivitetskalender eller under ”nyheder”. Såfremt der ikke er fastlagt en dato kan du komme på ”venteliste” og du kontaktes, når en dato er fastlagt. Du kan eventuelt i mellemtiden deltage i Yin Yoga torsdage kl. 16.30-17.45, eller i en af klubbens andre aktiviteter.
På introduktionen vil du få en stille og rolig gennemgang af begreberne i AY; undervisning i yoga-stillingerne, herunder modifikationer; kort præsentation af filosofien bag yoga; praktisk information om klubben og hvordan du skal forholde dig, hvis du ønsker at fortsætte. Du vil få udleveret diverse kursusmateriale.
Tilmelding og yderligere information hos Ulla (tlf.: 2463 1810 eller e-mail: ulla@u-nielsen.dk). Pris: kr. 200 for nye medlemmer / gratis hvis du allerede er medlem af klubben og træner en anden aktivitet. Betaling skal ske den første træningsgang.
AY Begynderhold
Tirsdage kl. 09.00-10.30 og kl. 18.00-19.15 samt torsdage kl. 18.00-19.15
Guidet undervisning i et roligt tempo. Nogle af de mere komplicerede stillinger udelades. Husk at fortælle instruktøren, hvis du har fysiske problemer, du skal tage hensyn til.
Du kan med stor fordel supplere med deltagelse på YY-holdet om torsdagen kl. 16.30-17.45.
Når du har trænet regelmæssigt på begynderhold i ca. 4-6 mdr., og du ønsker at tage det næste skridt i din yoga-praksis, er du klar til at deltage på mellemtrin.
AY Mellemtrin
Tirsdage: kl. 09.00-10.30 og 16.30-17.45 samt torsdage kl. 18.00-19.15.
Guidet undervisning hvor tempoet er lidt hurtigere end på begynderholdet, og hvor du vil blive introduceret til flere
af stillingerne i første serie.
AY Mellemtrin/øvede
Fredage: kl. 16.30-18.00.
Guidet undervisning – men der gives ikke så mange
instruktioner som på mellemtrin. Det er en fuld praksis, hvor det
tilstræbes at lave samtlige stillinger indtil ”Navasana” (båden),
flere vinyasas, og nogle af stillingerne holdes i længere tid. De
elever, som er klar til det, bliver introduceret til de sidste
stillinger i første serie.
AY fællestræning
Guidet
undervisning. Ca. hver anden måned – lørdage kl. 10.00-12.00 – se
separat plan eller klubbens hjemmeside. Tilmelding er IKKE
nødvendig, og deltagelse er gratis. AY fællestræning henvender sig
til alle yoga-medlemmer uanset niveau. I og med træningen strækker
sig over 2 timer, kører vi det meste af første serie. Du vil blive
introduceret til de stillinger, du ikke har prøvet før (evt.
modifikationer af nye stillinger). Ved disse fællestræninger vil du
også se og møde elever fra andre hold. Efter træning er der te/kaffe
i klubrummet.
AY Mysore intro
Tilmelding nødvendig. Skriv dit navn på listen uden for yoga-salen. Gratis deltagelse.
Mysore intro afholdes på samme datoer som de planlagte yoga-aktiviteter: lørdage kl. 12.15-13.00,
se datoer på yoga-opslagstavlen eller hjemmeside. Mysore intro er for dem, som har trænet mellemtrin i ca. 3 mdr.
og som ønsker, at deres praksis skal udvikles til det næste niveau. Du får vejledning i, hvordan du skal komme i gang
med din Mysore træning, og du vil få tips til, hvordan du husker serien.
Når du har deltaget på Mysore intro, kan du træne serien hjemme og/eller i klubben – se nedenfor.
Mysore er selvtræning (self practise). Mysore træning giver med tiden en dybere og mere meditativ praksis end den
guidede undervisning kan give. Ordet ”Mysore” kommer af navnet på den by, hvor Ashtanga Yogaens stifter og læremester
Sri K. Pattabhi Jois levede og underviste.
Mysore
Lørdage kl. 10.00-13.00. Du kan tidligst starte kl. 10 og senest slutte kl. 13.00 (undtaget er de lørdage, hvor klubben
har andre planlagte aktiviteter – se opslag eller hjemmeside).
Det vil sige, at eleverne ankommer på forskellige tidspunkter. Hvis nogen er i gang med deres praksis, når du ankommer,
så vis venligst hensyn og gør dig klar i stilhed – ditto når du er færdig og pakker dine ting sammen.
Yoga med hensyn
Tirsdage kl. 10.30-11.30. Tilmelding ikke nødvendig – bare mød op til gratis prøvetime. Yoga med hensyn er for de lidt ældre og for dem som skal tage hensyn til en kronisk eller midlertidig lidelse. Henvender sig også til gravide. Undervisningen foregår i et stille og roligt tempo, hvor øvelserne tilpasses individuelt.
Yoga med hensyn kan trænes som separat motions-form eller kan kombineres med både vægttræning og/eller yin yoga. Hvis der kun trænes senior-yoga er kontingent pr. kvartal kr. 300,-.
Kurser / workshops udenfor timeplanen
Klubben afholder et par gange om året nogle længerevarende kurser og workshops for yoga-medlemmer, hvor der
arbejdes med forskellige aspekter inden for yoga, eks. åndedrætsøvelser, meditation, teknik og meget andet.
Yderligere information om
yoga
Dette er den officielle web-site for Ashtanga
Yoga: www.ashtanga.com; men
der ligger oceaner af information om Ashtanga Yoga og Yin Yoga på
nettet – inkl. youtube – så det er bare med at gå på opdagelse, hvis
du er nysgerrig. Andre links:
Århus: www.ashtangayoga.dk og
København: www.astanga.dk
- www.yogamudra.dk
- www.yogaholidaysgreece.com
.
 |